Sådan holder du motivationen oppe under et rygestop



SÅDAN HOLDER DU MOTIVATIONEN OPPE UNDER ET RYGESTOP 


I begyndelsen er du sikkert fuld af målrettethed, og du føler ikke, at du vil lade noget komme i vejen for dit rygestop. Men det kan være svært at holde motivationen oppe, når du virkeligt begynder at savne cigaretterne... hvad gør du så? Det får du tips til her.


1. GØR DIN MOTIVATION TYDELIG


Det er nemt at glemme, hvorfor du overhovedet gik i gang med dit rygestop, når din krop hungrer efter en cigaret. Det kan være svært at håndtere hverdagens stress uden dine cigaretter, og du vil sandsynligvis føle dig fristet til at tage bare en enkelt smøg. Det er i den slags øjeblikke, din vilje til at gennemføre dit rygestop skal stå sin prøve - og det bliver nemmere, hvis du ikke skal bruge energi på at huske, hvorfor du gerne vil holde op med at ryge.

Skriv derfor dine vigtigste motivationer for dit rygestop ned på en seddel og tag den frem, når du føler, at det er svært at modstå fristelsen til en cigaret. 



2. VÆR KLAR MED EN PLAN, NÅR LYSTEN TIL AT RYGE MELDER SIG 


Hvis du har røget i mange år, er dit system blevet vænnet godt og grundigt til cigaretterne. Derfor er det ikke sikkert, at det er nok for dig at minde dig selv om, hvorfor du gerne ville stoppe med at ryge, når rygetrangen bliver slem. Hav en plan klar, så du ikke skal til at finde på noget, når du er allermest rygetrængende.  

Din plan kan være noget så simpelt som at tage et stykke frugt eller en kop kaffe, når du føler dig rygetrængende. Det kan også være, at du aftaler med dig selv, at du vil gå eller cykle en tur eller tage opvasken for at få tankerne ledt over på noget andet. 




3. ALLIER DIG MED GODE HJÆLPEMIDLER 


Hjælpemidler til rygestop kan gøre en kæmpe forskel for, hvor svært det bliver for dig at gennemføre dit rygestop. Hvis du savner dine rygepauser, følelsen af at have en smøg mellem fingrene og den ro, det giver at inhalere og udånde røgen, vil en e-cigaret repræsentere et godt alternativ for dig, når det bliver svært at holde fast i motivationen for dit rygestop. Du kan tage en 'dampepause' og få en fornemmelse af, at du rent faktisk ryger noget, fordi du ind- og udånder smagfuld damp.

Hvis du vil dæmpe din trang til nikotin kan e-cigaretten også hjælpe - du skal blot sørge for at købe e-juice med den rette mængde nikotin i.Se vores guide til nikontinstyrke her.  




4. SØRG FOR AT BELØNNE DIG SELV 


Det kan være svært at holde motivationen oppe alene på det faktum, at du undgår en masse uhåndgribelige ubehageligheder ved at holde op med at ryge. Derfor er det en god ide også at tænke konkrete belønninger ind i dit rygestopsforløb, så din motivation kommer fra noget, der ligger i fremtiden, og som du bevæger dig hen mod. Aftal for eksempel med dig selv, at du får en belønning, når du har været røgfri 1, 3 og 4 uger.

Din belønning kan være alt fra en tur på restaurant med din partner eller hele familien til en gave, du køber til dig selv - husk at skrive din belønning på din motivationsliste, så du har noget at glæde dig over, når rygestoppet er svært.  




5. LAD ANDRE HJÆLPE DIG MED AT BEVARE MOTIVATIONEN 


En af de bedste måder at bevare motivationen på er at få støtte fra dine nærmeste. Det er ikke altid lige nemt - måske ryger andre medlemmer af din familie eller din venner selv, og så kan det være svært for dem at hjælpe dig gennem dit rygestop. Men hvis du melder ud, at du meget gerne vil holde op med at ryge og at du planlægger et rygestop i ugerne op til, du begynder, vil langt de fleste normalt bakke op om din beslutning og gøre deres bedste for at støtte dig. 

Hvis du kender nogen, der har haft held til selv at kvitte smøgerne, kan du spørge ham eller hende, om han/hun har mulighed for at være din 'mentor' og give tips til de ting, der er svære ved et rygestop. Ligegyldigt hvem du vælger at bede om hjælp og støtte fra, er det sociale aspekt ved et rygestop vigtigt for dets chancer for succes.